Dextromethorphan (DXM) Benzodiazepine tranquilizers Red Diskussion: Dextromethorphan (DXM) og benzodiazepin-beroligende midler

[HEISENBERG]

Dextromethorphan (DXM) og benzodiazepin-beroligende midler

Dextromethorphan (DXM) er en almindelig ingrediens i hostestillende midler, der fås i håndkøb. Dets virkningsmekanisme involverer flere veje og receptorer i hjernen, hvilket bidrager til både dets terapeutiske og psykoaktive virkninger.

DXM og dets aktive metabolit, dextrorphan, fungerer som ikke-kompetitive antagonister af N-methyl-D-aspartat (NMDA)-receptorerne. Disse receptorer spiller en nøglerolle i synaptisk plasticitet og hukommelsesfunktion. Ved at blokere NMDA-receptorer forstyrrer DXM den normale neurotransmission, hvilket kan resultere i dissociative effekter ved høje doser.

DXM binder sig til sigma-1-receptorer, som er involveret i modulering af neurotransmitterfrigivelse og cellesignalering. Aktivering af disse receptorer kan påvirke humør, kognition og neurobeskyttelse.

DXM hæmmer genoptagelsen af serotonin, hvilket øger niveauet i den synaptiske kløft. Denne virkning svarer til visse antidepressiva og kan bidrage til DXM's humørforbedrende effekt. Men det øger også risikoen for serotoninsyndrom, hvis det kombineres med andre serotonerge midler. DXM kan også påvirke andre neurotransmittersystemer, herunder noradrenalin og dopamin. Disse interaktioner kan bidrage til den komplekse psykoaktive profil.


Benzodiazepiner er en klasse af psykoaktive stoffer, der primært er kendt for deres beroligende virkning. De ordineres ofte mod tilstande som angst, søvnløshed, krampeanfald og muskelspasmer. Her er et detaljeret kig på, hvordan benzodiazepiner virker, og nogle eksempler på almindeligt anvendte benzodiazepiner.

Benzodiazepiner udøver deres virkning ved at øge virkningen af gamma-aminosmørsyre (GABA), den vigtigste hæmmende neurotransmitter i centralnervesystemet. De binder sig til et specifikt sted på GABA-A-receptoren, som er forskelligt fra det sted, hvor GABA selv binder sig. Denne binding øger receptorens affinitet for GABA, hvilket fører til en stigning i hyppigheden af åbninger af kloridkanaler.

Tilstrømningen af kloridioner til neuroner hyperpolariserer cellemembranen, hvilket gør den mere modstandsdygtig over for excitation. Denne hyperpolarisering reducerer den neuronale aktivitet og giver de beroligende, angstdæmpende, antikonvulsive og muskelafslappende virkninger, der er karakteristiske for benzodiazepiner.

Eksempler på benzodiazepiner:

• Diazepam (Valium): Bruges mod angst, muskelspasmer og anfaldsforstyrrelser. Det har en lang halveringstid, hvilket gør det velegnet til langvarige virkninger.
• Lorazepam (Ativan): Ordineres ofte mod angst og søvnløshed. Det har en kortere halveringstid end diazepam og bruges også til akut anfaldsbehandling.
• Alprazolam (Xanax): Bruges ofte mod angst og panikangst. Det har en relativt kort halveringstid og en hurtigt indsættende virkning, hvilket gør det effektivt til akutte angstepisoder.
• Clonazepam (Klonopin): Bruges mod anfaldsforstyrrelser og panikangst. Det har en lang halveringstid, hvilket giver langvarig lindring af symptomerne.
• Temazepam (Restoril): Ordineres til kortvarig behandling af søvnløshed. Det har en mellemlang halveringstid, hvilket gør det effektivt til at opretholde søvnen.
• Midazolam (Versed): Bruges primært som præoperativt beroligende middel og til proceduremæssig sedering på grund af dets hurtige indtræden og korte virkningstid.

Kombination af DXM og benzodiazepin-beroligende midler kan have betydelige og potentielt farlige virkninger på grund af deres overlappende indvirkning på centralnervesystemet.

1. Øget sløvhed og døsighed: Både DXM og benzodiazepiner kan virke sløvende. Når de tages sammen, kan disse virkninger forstærkes betydeligt, hvilket fører til udtalt døsighed, svimmelhed og sløvhed. Det kan forringe de kognitive og motoriske funktioner og øge risikoen for ulykker og skader.
2. Depression af åndedrætsorganerne: En af de mest alvorlige risici ved at kombinere disse stoffer er respirationsdepression. Benzodiazepiner nedsætter åndedrætscentret i hjernen, og høje doser DXM kan forværre denne effekt. Det kan føre til overfladisk eller langsom vejrtrækning, som kan være livstruende, især i forbindelse med overdosering.
3. Kognitiv og motorisk svækkelse: Kombinationen kan forringe tænkning, dømmekraft og motorisk koordination. Det kan øge risikoen for fald og traumer.
4. Øget risiko for overdosering: De beroligende egenskaber ved benzodiazepiner kombineret med de dissociative virkninger af høje doser DXM kan maskere tegnene på overdosering, hvilket gør det mere sandsynligt, at en person tager for store mængder af begge stoffer. Symptomer på overdosering omfatter ekstrem døsighed, forvirring, bevidsthedstab og åndedrætssvigt.
5. Psykologiske virkninger: Begge stoffer kan forårsage forvirring og hallucinationer i høje doser. Kombinationen af dem kan forstærke disse virkninger og føre til alvorlig desorientering og potentielt farlig adfærd.

Kombinationen af DXM og benzodiazepiner udgør en betydelig risiko på grund af deres synergistiske virkninger på centralnervesystemet. Disse omfatter øget sedation, respirationsdepression, kognitiv svækkelse og øget risiko for overdosering.

Vi er ikke stødt på bekræftede data om akutte og dødelige tilstande i forbindelse med denne kombination. Samtidig er der ingen tegn på værdifulde positive rekreative effekter, der kan dække over risikoen ved denne kombination.

Alt taget i betragtning anbefaler vi at undgå denne kombination under alle omstændigheder.